Kommentar

... hvad satan? ... så meget for mit Parton-interview.

/Mulle

Kokain og Politik - Den hæftige cocktail

Af Gunnar "Gonzo" Jørgensen.

I kølvandet på B.T.s afsløring af, at adskillige toiletter på Christiansborg lige så godt kunne have været på NASA (ikke rumfartsorganisationen, men dekadences højborg i StinkCity[Kbh. red]), går diskussionen nu højt om politikeres etiske og moralske ansvar. Sammen med revovlerjournalist Mulle Korsbæk, tog undertegnede til Borgen, for at komme til bunds i sagen - og hvis lejligheden bød sig - score noget gratis blow...

Redaktør Morten Dalsgaard var som sædvanlig uundværlig i processen. Således havde han skaffet os audienstid hos Dansk Folkepartis menneskelige ansigt - det omvandrende trækplaster - Morten Messerschmidt, på en gennemdeprimerende november dag.

Ovenpå alt terroren, der tilsyneladende præger det danske verdensbillede lige i tiden, har Christiansborg opgraderet sikkerhedsproceduren, så begge udsendte rapportere måtte gennemgå et omfattende sikkerhedstjek inden adgang var mulig. Mulle gik i første omgang i panik. Når portene først er lukket kommer man ingen vejne før vagterne har kropsvisiteret en, og når man som Mulle, er ganske forfalden til psykedelia [bevidsthedudvidende stoffer red.] kan det være en ret angstfremkaldende oplevelse. I særdeles hvis man har et halvt ark frimærker liggende i lommen. I et snuptag formåede han dog, at sluge hele sit stash inden vagterne blev for nærgående, og bevæbnet med et udvidet sind og en sund dosis alkoholfremkaldt nysgerrighed fortsatte vi mod Messerschmidts kontor.

Da vi ankommer, er Morten ved at pakke sammen ovenpå en hård dag med masser af debat og hvad politikere nu ellers laver. Hans kontor er sparsomt indrettet: Et bord, en stol og en lampe. Det der stikker mest ud er faktisk hans enorme samling af Dolly Parton plakater, der dækker det meste af væggene. Han påstår, af uvisse årsager, at Parton har været en stor inspiration i hans liv. Det og så læren om hinduudnyttelse som udøvet af Sai Baba.

Vi får et par drinks på bordet, og går i gang med interviewet.

Hej Morten
”Hej Gunnar. Hej Mulle.”

Morten, hvilke toiletter skal man besøge for at finde the really, really good shit?
”Det ved jeg virkelig ikke. Jeg er mere til en god stiv drink, hvis du forstår?”

Det gør jeg faktisk ikke helt, og hans underligt insinuerende tonefald og boogie-vrikken med øjenbrynene gør det ikke mere forståeligt. Men vi fortsætter alligevel.

Er det muligt, for politikere at dele deres dope på tværs af idelogiske skel?
”Ja, ja. Det er det helt sikkert!” svarer han og tager en kællingeslurk af sin bourbon, inden han fortsætter. ”Man skulle jo ikke tro det, vel? Men faktisk på trods af et totalt had i folketingssalen, var Jens Rode og Keld Albrechtsen bonkammerater når det kom til dope.”

Seriøst?
”Ja ja. Det var helt vildt! Sommetider når man kom ind på toilettet på anden sal, lød det som om nogen havde startet et støvsuger maraton. Hvis man så åbnede døren, lå Jens og Keld på alle fire og snortede løs fra brættet. De var lige så fornøjede som to små grise uden bekymringer i verden. Det var faktisk smukt på en sær måde…”

Hmm. Ja, sært…Men nu til det vigtige: har du noget prima stof på dig nu?
”Nej, nej. Jeg kan slet ikke lide den slags, men jeg kan da godt ringe lidt rundt, hvis I har lyst til, at party DF style?”

Morten er helt oppe at køre nu og griber efter telefonen, mens jeg konfererer med Mulle, der på nuværende tidspunkt sidder lænet op af væggen og fører en samtale med Dolly Parton om kinesisk udenrigspolitik. Jeg kigger på min trippende ven og siger til Morten, at vi måske skal udskyde det lidt, men han er travlt optaget i telefonen - i gang med arrangere party DF stil: ”Hallo Pia? Har du mere af det gode lort liggende. Jeg tror vi holder fest på mit kontor…”

/Gonzo

Frygt og Lede i Nørre Snede

Det følgende uddrag er taget fra Gunnar 'Gonzo' Jørgensens opsigtsvækkende debutroman, "Nørre Snede Outlaws", der bl.a. er blevet kaldt "en opsigtsvækkende debut" (Politikken) og "Gonzo Gunnars første udgivelse" (Information). Og de bevingede ord falder ikke hult. Igennem syv måneder fuldte den journalistiske blodhund, Gonzo Jørgensen, den notoriske knallertbande, kun kendt i offentligheden som, Nørre Snede Outlaws. Aldrig før har en journalist været så tæt på banden, ja, Gunnar levede nærmest side om side med disse ikke så lidt farlige elementer. Det blev til en heftig skildring af Outlaw'ens barske liv med vold, træsprit og tunede puch-maxier.

Disclaimer: Redaktionen tager forbehold for eventuelle sammenfald med romanen "Hell's Angels", af Hunter S. Thompson, under påskud af ikke at have læst den....

/Morten Dalsgaard

-----------

Nørre Snede Outlaws
Af Gunnar Jørgensen

Der er noget vulgært og frastødende over det fede svin, som han passerer een i toget, eller på fortovet, eller i Netto for den sags skyld. En unaturlighed i hans korpulente fremtoning og dårlige holdning. Det lange fedtede hård hænger i tjavser og skinner som brun juletræspynt og den lyserøde grisehud er spændt til bristepunktet over det opsvulmede ansigt.

Alligevel er der noget fascinerende ved ham. Noget udefinerbart. Måske er det, den frynsede lædervest med rygmærket bag på - de såkaldte 'Colors', der signalerer Outlawens tilhørsforhold - eller bare den stank af frihed uden ansvar der omgærer ham. Måske er det, når han sætter sig op på sin Puch, og som en usoigneret troldmand manifesterer en overvældende og kraftfuld symbiose af flæsk og hærdet stål, der pløjer sig gennem landevejens sjæl.
Jeg ved det ikke. Det eneste jeg er klar over er, at de syv måneder jeg rullede med Nørre Snede Outlaws, ændrede mig som menneske. Store Henning, Svensker Tommy og Peter Svin har alle brændt sig ind i min sjæl - som ristede bogstaver på en runesten - både på godt og ondt.

Volden er et grundlæggende præmis, for Outlawens tilværelse. Under en fest i Store Hennings forældres ladebygning - var det en erkendelse - jeg på brutal vis måtte indse. Igennem to måneder havde jeg kæmpet for, at opnå knallertbandens, om end ikke anererkendelse, så accept, under den konstante trussel om tæsk. Hvert øjeblik det skulle være kunne disse træsko klædte monstre vende sig mod mig, på den mindste anledning, og ende mine dage så let som ingenting. Drukkammerateriet kunne på et splitsekund forvandles til et mareridt, for mit vedkommende, skulle disse landevejens fedladende ryttere beslutte det. De hadede journalister, og jeg levede fra den første dag i deres vold; faren lå altid lige om hjørnet.
Ikke desto mindre accepterede de min tilstedeværelse, hvilket er mere end man kan sige om Svensker Tommys lige så svenske fætter - Rikart - der på den fatale aften i laden, mødte outlawens sande væsen.

Hele misæren startede med den sædvanlige højlydte stemning, der som regel følger efter indtagelse af voldsomme mængder Star Pilsner og træsprit. Tommys fætter, Rikart - en tynd ung mand hvis uheldige positur og manglende hårvækst øverst på hovedet får ham til, i nogen grad, at ligne det mandlige kønsorgan - var kommet i klammeri med Peter Svin. Peter havde antydet ligheden overfor Rikart, og sluttet af med storgrinende, at udbryde; "Du ligner sgu mere en der hedder Pikart!".
På nævnte tidspunkt havde jeg selv indtaget en god portion træsprit, som den sociale ramme påkræver, og bed ikke videre mærke i hændelsen. Men Pikarts ære var krænket og han havde ikke i sinde, at lade det blive ved det. I stedet gik han udenfor laden, hvor bandens knallerter var linet up i et prægtigt display af forkromet stål og grønne mælkekasser, og væltede Peter Svins kværn.

Det er her gruppedynamikken melder sig, som alt afgørende faktor i den videre udvikling. Outlaw kodekset dikterer sammenhold - een for alle og alle for een - som den helligste af alle regler. Uden den falder broderskabet fra hinanden, og det var derfor alle medlemmer af Nørre Snede Outlaws, selv Pikarts egen kødelige fætter Tommy, faldt over svenskeren, der ikke kunne andet end trygle for sit liv. Outlaw blod er tykkere end vand. Outlaw blod er tykkere end knallertbenzin. Og Outlaw blod er tykkere end det mellem to fætre.

Senere skulle det vise sig, at Pikart fik sin hævn. Han meldte sig ind i en rivaliserende svensk bande, Hulsted Highwaymen, og bed, ved en forsamling på en campingplads i Østjylland, øret af Peter Svin. Jeg oplevede det ikke selv, fordi mine egne bånd til Outlaw-miljøet på det tidspunkt var brudt for bestandig. Men på stille aftener, når hjernen er overladt til sig selv, ser jer dem stadig for mit indre blik: En stolt kortege af motoriserede dæmoner der hersker på landevejene, den ene med kun et halvt øre.

-----------

Gunnar 'Gonzo' Jørgensen er fast skribent ved FLS.

Koldt på toppen - Bettina Aller i krydsild

Jeg når akkurat at kaste mig til side. Ølglasset flyver forbi mit hoved og knuses mod væggen. Det fede lokum af en rocker knytter sine næver og kaster sig imod mig. Jeg forsøger at plante min fod i skridtet på ham, men ender med at vælte over en barstol. Det sidste jeg husker fra den tur på Jaguaren er undersiden af en støvle, der rammer mit ansigt. Gonzo-Gunnar havde været på en tjans i det nordjyske. Der var gået otte måneder siden vi havde set hinanden sidst. Nu var han hjemme og det skulle fejres.

Efter et par uger var jeg på højkant igen og stødte til Gonzo foran palads. Vi skulle mødes med polarfaren Bettina Aller, der var aktuel med sin bog Til Nordpolen på Café Rene. Jeg fattede som sædvanelig mistanke. Hun tog sig egentlig godt ud af en 44årig. Brysterne sad stadig hvor de skulle og jeg mindedes det skæbnesvangre interview med Inger Christensen fra 87. Endelig en kvindelig forfatter med nosser. Jeg var allerede stærkt beruset.

På caféen endte Gonzo og jeg med at vente et stykke tid, da Aller var på lokum. "Kællingen lader åbenbart vente på sig", sagde min makker og hev en lille pakke frem fra inderlommen, "lad os gøre det lidt spændende". Vi bestilte et par drinks og lavde et par humørbomber. Ekstra meget til Aller. Da hun kom tilbage fra the john, som Gonzo insisterede på at kalde det, satte vi os til at drikke og jeg hev min diktafon frem.

Hvordan ser polarcirklen så ud? Aller svarede noget i retning af, at det var et smukt og poetisk landskab, hvor hun for første gang kom i kontakt med sine følelser. Bomberne var tydeligvis ikke sparket ind endnu. Jeg spurgte hende igen.

Hun langede ud efter mig og så kan jeg ikke rigtig huske, hvad fanden der skete. Det næste jeg erindrer er at brække mig op ad en nødtelefon ved frakørsel 14 på Helsingørmotervejen. Gonzo står på køleren af min Mustang og råber af Aller, der er ved at danse ud foran bilerne. Det var imidlertid blevet mørkt.

Lidt senere ligger jeg på bagsædet. Gonzo kører og speedtalker til Aller, der nu kun er iført sit undertøj (brysterne sidder stadig ok, 75C tror jeg). Hun skriger da han træder sømmet i bund og bilen krydser de kritiske 160, hvor den begynder at ryste. "FUCK! THE HEAT - THE HEAT" Gonzo brøler af mig og ligner en ulv med sit koksgrå hår ud over det hele. Han taler altid engelsk, når han bliver stresset. Aller fniser som en pige og kaster sig over Gonzo. Bilen slingrer vildt og jeg kan høre sirenerne nærme sig bagfra.

Jeg tænker hurtigt. Adrenalinen pumper i mit blod i en hastig symbiose med syren. Sæderne er grønne og jeg famler ned under førersædet. Jeg er en glubsk grizzly, da jeg lukker hånden om mit oversavede, der ligger dernede - just in case. Jeg klikker den op og kaster et par 12 gauge i. "PANSERSVIN", råber jeg, da bagruden knuses og den hvide Ford får et sæt blymedaljer. Aller får endnu en af sine spasmer. Bilen slingrer og på en eller anden måde får Gonzo kørt den ned på en frakørsel. Vi så solopgangen over Birkerød. Aller syntes det var federe end polarcirklen. "Det var mit livs eventyr."

/Mulle

Så er vi i gang

Kære læsere.

Før revolverjournalisten folder sig ud, skal jeg lige sige, at mit billede er det gamle fra information. Jeg har fået rettet hullet mellem tænderne. Gonzos er vist fra en pasautomat i Tijuana fra dengang han lavede Cortéz-featuren.

/Mulle

Billeder af drengene

Her er et par billeder af drengene, der kommer til at varetage bloggen fremover. Axel Korsbæk (aka. "Mulle") er til højre og Gunnar "Gonzo" Jørgensen er den langhårede til venstre.
/Morten Dalsgaard, ansv.havende redaktør