Jeg når akkurat at kaste mig til side. Ølglasset flyver forbi mit hoved og knuses mod væggen. Det fede lokum af en rocker knytter sine næver og kaster sig imod mig. Jeg forsøger at plante min fod i skridtet på ham, men ender med at vælte over en barstol. Det sidste jeg husker fra den tur på Jaguaren er undersiden af en støvle, der rammer mit ansigt. Gonzo-Gunnar havde været på en tjans i det nordjyske. Der var gået otte måneder siden vi havde set hinanden sidst. Nu var han hjemme og det skulle fejres.
Efter et par uger var jeg på højkant igen og stødte til Gonzo foran palads. Vi skulle mødes med polarfaren Bettina Aller, der var aktuel med sin bog Til Nordpolen på Café Rene. Jeg fattede som sædvanelig mistanke. Hun tog sig egentlig godt ud af en 44årig. Brysterne sad stadig hvor de skulle og jeg mindedes det skæbnesvangre interview med Inger Christensen fra 87. Endelig en kvindelig forfatter med nosser. Jeg var allerede stærkt beruset.
På caféen endte Gonzo og jeg med at vente et stykke tid, da Aller var på lokum. "Kællingen lader åbenbart vente på sig", sagde min makker og hev en lille pakke frem fra inderlommen, "lad os gøre det lidt spændende". Vi bestilte et par drinks og lavde et par humørbomber. Ekstra meget til Aller. Da hun kom tilbage fra the john, som Gonzo insisterede på at kalde det, satte vi os til at drikke og jeg hev min diktafon frem.
Hvordan ser polarcirklen så ud? Aller svarede noget i retning af, at det var et smukt og poetisk landskab, hvor hun for første gang kom i kontakt med sine følelser. Bomberne var tydeligvis ikke sparket ind endnu. Jeg spurgte hende igen.
Hun langede ud efter mig og så kan jeg ikke rigtig huske, hvad fanden der skete. Det næste jeg erindrer er at brække mig op ad en nødtelefon ved frakørsel 14 på Helsingørmotervejen. Gonzo står på køleren af min Mustang og råber af Aller, der er ved at danse ud foran bilerne. Det var imidlertid blevet mørkt.
Lidt senere ligger jeg på bagsædet. Gonzo kører og speedtalker til Aller, der nu kun er iført sit undertøj (brysterne sidder stadig ok, 75C tror jeg). Hun skriger da han træder sømmet i bund og bilen krydser de kritiske 160, hvor den begynder at ryste. "FUCK! THE HEAT - THE HEAT" Gonzo brøler af mig og ligner en ulv med sit koksgrå hår ud over det hele. Han taler altid engelsk, når han bliver stresset. Aller fniser som en pige og kaster sig over Gonzo. Bilen slingrer vildt og jeg kan høre sirenerne nærme sig bagfra.
Jeg tænker hurtigt. Adrenalinen pumper i mit blod i en hastig symbiose med syren. Sæderne er grønne og jeg famler ned under førersædet. Jeg er en glubsk grizzly, da jeg lukker hånden om mit oversavede, der ligger dernede - just in case. Jeg klikker den op og kaster et par 12 gauge i. "PANSERSVIN", råber jeg, da bagruden knuses og den hvide Ford får et sæt blymedaljer. Aller får endnu en af sine spasmer. Bilen slingrer og på en eller anden måde får Gonzo kørt den ned på en frakørsel. Vi så solopgangen over Birkerød. Aller syntes det var federe end polarcirklen. "Det var mit livs eventyr."
/Mulle
No comments:
Post a Comment